onsdag den 23. januar 2013

Motortyper i moderne flodbåde

Hvilken  motortype er mest udbredt og hvor kraftige er de ?

Man anvender stort set altid indenbords dieselmotorer i flodbåde. Det er der mange årsager til. En af de meste markante er den, at enhver udlejningsbåd med indenbords motor skal være af dieseltypen. Benzinmaskiner er bandlyste. De må kun anvende4s som udenbordsmotorer i udlejningsbåde.

Set ud fra et sikkerheds spørgsmål skyldes dette naturligvis brandrisikoen. Men for bådejeren er der naturligvis også tale om, at en dieselmotor er langt mere slidstærk og driftsikker. De samme fordele bør selvfølgelig være gældende også for private både, selv om en dieselmotor er betydeligt dyrere i anskaffelse end en benzinmotor.

Den mest udbredte motor er formentlig Nanni diesel. Disse maskiner er mariniserede udgaver af motorblokke fra Kubota, Toyota, MAN diesel, VM motori og Doosan.

De mindre motorer fra Nanni baserer sig hovedsageligt på Kubota motorblokke, og er kendetegnede ved en meget stor driftsikkerhed, slidtage styrke samt enkel og gennemprøvet mekanik, der et let at reparere og vedligeholde. De er ikke specielt brændstof besparende men ligger indenfor et acceptabelt forbrugsområde.

På udlejningsbådene anvendes man typisk størrelser mellem 35 og 75 HK med hovedvægten på 50 HK.  Selv større udlejnings flodbåde på helt op til 12-15 meter kan fremdrives med 50 HK. Visse steder, hvor der kan være relativt stærk strøm eller større søer, hvor hastigheden må være større, vælger man 75 HK. I England er Perkins 75 HK således populær.



Udlejere neddrosler ofte maskinerne med 500-800 omdrejninger. Dels for at forhindre, at lejere sejler hurtigere end tilladt, dels for at øge maskinernes levetid.

Ved samtidig at holde et meget nøje tilrettelagt vedligeholdelsesprogram med Olieskift for hver 200 timer, oliefiltre, brændstoffiltre, kile remme etc efter nøje intervaller holdes maskinerne som hovedregel helt op til 15.000 driftstimer før de viser tegn på at være slidte og derfor udskiftes.

Man behøver derfor ikke se på disse maskiner med de samme skeptiske øjne som man er tilbøjelig at gøre på an havgående, privatejet båd. Her synes mange, at bare 3-5.000 timer betyder, at en maskine er udtjent.

Og skulle man få behov for en ny maskine i sin flodbåd er udgiften absolut overkommelig, selbe motorblokken kan typisk erhverves for 25-35.000 kroner og så skal der selvfølgelig bruges en del timer på at flytte de perifere enheder fra den gamle til den nye motor og installere denne i båden.

Har du erfaringer med motorer i flodbåde eller ønsker du et godt råd ? Så lad mig høre om det her på bloggen :-)