onsdag den 26. december 2012

Kan man sejle på åbent hav i en flodbåd ?

I princippet kan man jo sejle på åbent hav på hvad som helst: En tømmerflåde, en badering, en luftmadras osv :-).

En flodbåd er måske lidt mere komfortabel end disse "fartøjer", men egnet til åbent hav, det er den altså ikke !

Ud over, at den forsikrings mæssigt ikke er klassificeret til det, og derfor ikke umiddelbart kan forsikres mod havari og ulykke på åbent hav, er der en række faktorer, der gør den uegnet til formålet.

Men lad mig starte med det praktiske, for jeg har jo faktisk sejlet ganske mange timer og sømil på åbent hav med flodbåd, så jeg er ikke den rette til at formane...

Første gang var i vinteren 2003/2004. (I vinteren..af alle årstider tænker du måske ?) Jeg havde fået den ide, at for at udbrede kendskabet til flodbåde og arbejde på en utraditionel måde, spurgte jeg en leverandør om lov til at låne en båd en vinter, hvor de jo alligevel ligger stille. Jeg oplyste selvfølgelig, at jeg agtede at sejle Danmark rundt...og Locaboat sprang sørme til og lånte mig en Penichette 1400 FB. Et herligt skib ! En ingeniør i Tyskland, hvor vi lånte båden, skulle dog lige på vegne forsikringsselskabet kigge bådens konstruktion og sikkerhedsudstyr nøje igennem. Han barslede med en rapport på adskillige A4 sider, men ved at medbringe en masse ekstra udstyr og modificere båden hist og her fik jeg lov. Jeg kan nævne nogle af temaerne: Ekstra vinduer af plexiglas + selvskærende skruer og bore/skruemaskine (hvis en sø skulle trykke en rude ind), Lukning af alle køleribber/huller i skroget (så der ikke kunne trænge bølger ind), ekstra lænsepumper, både manuelle og elektriske, dobbelt navigations udstyr, radioudstyr, redningsflåde, overlevelsesdragter, samt alle de øvrige sikkerhedsting, vi kender fra vore almindelige både.

Jeg startede turen i Korsør, derfra til Svendborg, Kolding, Århus, Odense, Roskilde, Helsingør og København. 7000 gæster var om bord, og båden holdt til belastningen. Men ikke uden udfordringer....

Dem vil jeg skrive mere om i mit næste indlæg hvor jeg også har billeder af båden, f.eks. da den frøs inde i Kolding havn.

Jeg lavede endnu en tur i 2007/2008 i en båd af typen Magnifique, den måtte bl.a. på blokvogn på en af strækningerne, det skriver jeg også mere om....

Har du spørgsmål til disser ture eller andet, så send mig et par linier, det vil glæde mig :-)

Fortsat god jul og godt nytår til dig og din familie !

torsdag den 20. december 2012

Hvor dybt stikker en flodbåd ?


Ved første øjekast ligner en moderne flodbåd jo en hvilken som helst anden lystyacht i en dansk havn.
Designet og dimensionerne over vandlinien ligner meget et havgående fartøj.





Men løfter du båden på land vil du se, at selv en båd som den her afbildede kun stikker ca 85 centimeter. Selv om båden er 12 meter lang ! Den har en beskeden køl og er stort set fladbundet.

På floder og kanaler, hvor der normalt ikke er søgang, egner skroget sig fint til sejlads med omkring 8-12 km/t.

Hurtigere går det ikke, man skal jo ikke nå noget...bortset fra at nyde sejladsen og de smukke scenarier, der byder sig til under vejs.

Jeg vil løbende afbilde og kommentere flere skrogformer, ligesom jeg vil fortælle om hvilke maskiner - og øvrigt udstyr - du kan forvente at finde i disse flodbåde

Har du selv erfaringer du vil dele med mig eller andre ? Så giv mig et indlæg her eller på facebook.

 Hvis du har spørgsmål om flodbåde eller sejlads må du endelig skrive til mig :-)

mandag den 17. december 2012

Må alle sejle en flodbåd ?

(Dette er en testblog)



Jeg har i 12 år udlejet flodbåde gennem mit tidligere, nu frasolgte firma Maritim Camping. Det spørgsmål, jeg oftest blev stillet var: Kræves der ikke et certifikat eller lignende for at sejle bådene ?

Svaret har stort set altid været: "Nej, alle må sejle bådene uden forkundskaber", idet der gælder særlige, lempelige regler for udlejning af flodbåde. 

Det er nemlig således, rent teknisk, at udlejere i Europa, f.eks. i Frankrig, er bemyndigede til at udstede et midlertidigt kanalbevis efter en grundig instruktion og testsejlads. Dette kanalbevis gælder for en afgrænset periode (mens du lejer Båden) og for et begrænset sejlområde.


Nu kunne man måske tro, at det er vanskeligt at sejle en flobåd, men tro mig: det er lige så let som at sejle en tivolibåd…og tempoet er nogenlunde det samme  !



Du kan se her, hvordan et udlejningsfirma som f.eks. Locaboat forklarer det. Jeg kan også skaffe dette materiale til dig på dansk,

Tilmeld dig min blog her, så kvitterer jeg med en dansk manual og nye indlæg på denne blog så du får mere viden om emnet.

Du vil løbende få en masse spændende viden omk emnet ved at følge min blog.
Skrevet af Morten Kaae
facebook klik her